Sikkerhed ved grillen

Skrevet 2. maj 2016 af Gry Isaksen

Sikkerhed ved grillen

Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og Weber’en bevæger sig stille men sikkert mod terrassen. Mange danskere er de senere år, blevet utroligt glade for at lave mad på grillen, og det er nærmest blevet vores nationalsport i sommermånederne.

Desværre sker der hvert år også mange ulykker ved grillen, nogle sætter ild til huset, mens andre bliver slemt forbrændte. I denne artikel vil vi derfor komme med gode råd til sikkerhed ved grillen. Hvordan man helt undgår ulykker ved grillen, men også beskrive hvad man skal gøre hvis uheldet alligevel skulle være ude.

Opt In Image
Skal du have ny grill?
E-magazine.dk anbefaler 10-4 byggecenter

Hos 10-4 byggecenter finder du et stort udvalg af grill og grilltilbehør fra blandt andet Weber. Du finder grillstartere, pizzasten, grillbørster, kul og optændingsblokke til stærke priser.

Placering af grillen

Sikkerhed ved grillen starter med en god placering af grillen. Først og fremmest skal du sørge for at placere grillen et sted, hvor der ikke er noget let antændelig materiale, hverken over eller under grillen. Grillen bør derfor ikke placeres under halvtag, parasol eller træer, og det er vigtigt at varmen frit kan stige opad. Det er også vigtigt, at grillen ikke placeres på en tør græsplæne, istedet bør den placeres på fliser eller lignende fast underlag.

Placer aldrig din grill indendørs. Hvis du tænder din grill indendørs, vil der ikke være nok ilt i rummet, til at ilden kan brænde fuldstændigt, dette bevirker at der vil udvikles kulilte. Kulilte er ekstremt farligt at få i åndedrætssystemet, og der skal kun en lille mængde til, 0,5% af et rums luftvolume, for at slå et voksent menneske ihjel på få minutter.

Hav altid følgende i nærheden af grillen

Før du tænder op i grillen, er der et par ting der er gode at have i nærheden, hvis ilden skulle udvikle sig hurtigere end beregnet.

  • Et tæt låg
  • En spand vand, haveslange eller lignende

Hvis flammerne bliver for store til at du kan kontrollere dem, og truer ting i den umiddelbare nærhed, kan du få kontrol over flammerne ved at lægge låget på grillen.

Hvis du er nødsaget til at slukke grillen hurtigt, eller flammerne breder sig til omkringstående materiel, kan du slukke branden, ved med det samme at hælde vand på enten grillen eller det brændende materiale. Vandet er også nyttigt hvis du skulle brænde dig eller der går ild i dit tøj. Med vandet kan du straks få kølet det forbrændte sted fx. ved at stikke hånden ned i spanden, eller hælde det ud over det brændende tøj.

Optænding af grillen

Nu er du ved at være klar til at tænde din grill, og her er det vigtigt at være ude i god tid inden du skal bruge den. Langt de fleste ulykker sker på grund af utålmodighed, hvilket får folk til at hælde diverse brandbare væsker på deres grill, ofte med forbrændinger som resultat.

Brug altid rigtige optændingsbriketter til at tænde op i din grill. Optændingsbriketterne er måske ikke den hurtigste løsning, men er meget sikker, da ilden udvikler sig relativt langsomt. Hvis du alligevel bliver fristet til at bruge sprit eller andre brandbare væsker til optænding, så husk at det er dampene der brænder og ikke selve væsken. Vær derfor meget forsigtig når du antænder, da  dampene vil antænde så hurtigt at det kan minde om en mindre eksplosion, ofte med din hånd i midten og ansigtet lige over.

Hvis du har læst disse gode råd om sikkerhed ved grillen, skulle du være klar til at grille, forhåbentlig uden ulykker.

Behandling af brandskader

Hvis uheldet alligevel skulle være ude, kommer her en række gode råd til hvordan du behandler de forskellige typer af forbrændinger. Generelt for alle typer af forbrændinger er, at de behandles bedst med vand. Vand er og bliver det mest effektive middel til behandling af forbrændinger.

1. grads forbrænding

Hvis din hud er rød, tør, føles stram og svier har du med stor sandsynlighed fået en 1. grads forbrænding. Denne type forbrænding behandles ved at holde det udsatte sted i vand indtil smerterne ophører. Hvis der stadig er smerter efter et par timer så anbefales det at ringe til vagtlægen.

2. grads forbrænding

Udover symptomerne fra en 1. grads forbrænding, vil du ved en 2. grads forbrænding også have blærer der minder om vabler. Behandlingen er den samme som ved en 1. grads forbrænding, vand, vand og atter vand. Det er vigtigt, at man ikke prikker hul på vablerne. Her anbefales det, for en sikkerheds skyld, at kontakt vagtlægen og beskrive symptomerne.

3. grads forbrænding

Hvis du er så uheldig at få en 3. grads forbrænding, kan symptomerne være lidt forskellige. De mest tydelige kendetegn er dog sortsveden hud samt følelsesløshed, dog ikke nødvendigvis på samme tid. Omkring de følelsesløse områder eller sortsvedne hud vil der typisk være både 1. og 2. grads forbrændinger. Behandlingen er i første omgang stadig vand, men ved en 3. grads forbrænding er det vigtigt at søge læge, da der er tale om nerve- og vævsskader.

Tilbage er der bare at ønske god fornøjelse ved grillen, og husk at man kommer langt med almindelig sund fornuft.


Om forfatteren

Gry Isaksen

har netop afsluttet sin uddannelse til Oversergent i Søværnet. Hun er desuden uddannet brandmand og arbejder til daglig som underviser i brandbekæmpelse indenfor Søværnet. Udover dette er hun instruktør i førstehjælp, og har stor erfaring med især behandling af brandskader.



Back to Top ↑