Chili

Skrevet 21. december 2015 af Bo Andersen

Chili smagning: Sådan kommer du i gang

Chili smagning er for alvor blevet populært i Danmark efter at Chili Klaus (også kendt som Klaus Wunderhits og Klaus Pilgaard) har taget Danmark med storm med sine virale videoer. Interessen er steget voldsomt, og supermarkederne kan melde om voldsomt stigende salg af chili, hvad enten formålet er madlavning eller sin helt egen chili smagning. Denne artikel har til formål at give dig et indblik i, hvordan du kommer i gang med chili smagning, og hvad du skal være opmærksom på.

 

Valg af chili

Habanero

Er du blevet inspireret til at prøve din helt egen chili smagning, og undrer du dig over hvordan man egentlig kommer i gang? Først og fremmest skal du kunne vurdere hvor stærk en chili egentlig er. Siden 1912 har man benyttet den såkaldte Scoville enhed til at fastsætte smagsstyrke på eksempelvist chili. Jalapeño chilien – som er en meget gængs chili til madlavning – har eksempelvist en styrke på max 10.000 Scoville. Til sammenligning har verdens pt stærkeste chili, Trinidad Moruga Scorpion, en styrke på op til to millioner Scoville.

En populær chili at starte ud med er Habanero frugten (ses på billedet ovenfor). Den har en styrke på mellem 100.000 og 300.000 Scoville. Indenfor chili smagning, er Habanero således en mellemstærk chili og er således et godt udgangspunkt, selvom det for mange kan være fristende at vælge en endnu stærkere chili. Hvis du ikke er vant til stærk mad, så kan du dog godt forvente, at en Habanero chili føles virkelig stærk.

Styrken af en chili afhænger blandt andet af hvor moden chilien er. Jo mere moden, jo stærkere er den. Derudover har det også stor betydning hvilken del af chilien man indtager. 80-90% af styrken sidder nemlig i frøstolen og frøvæggende. Frøstolen er det stykke af chilien tæt ved stilken, hvor frøene sidder på. Faktisk er kernerne ikke synderligt stærke og står blot for omkring 5% af chiliens samlede styrke.

 

Er chili smagning farligt?

Nej, chili smagning er ikke farligt. Medmindre du er allergisk over for chili, så kan du være ganske rolig. Faktisk er det dokumenteret, at chili er sundt. Det man dog skal være opmærksom på er aldrig at klø sig i øjnene efter at have rørt ved chili, da dette kan medføre stor smerte. Det kan nemlig være fristende at gnide sig i øjnene efter at have spist en meget stærk chili. Skulle uheldet være ude, så kan man bruge mælk til at lindre smerten med.

Hvis smerten bliver for stor, kan man lindre smerten ved at indtage fedtholdige væsker såsom mælk eller yoghurt. Det hjælper også at indtage søde ting som eksempelvist en banan eller kakaomælk. Dette skyldes at chili og peberfrugter indeholder capsaicin som er den kemiske forbindelse som giver den stærke smag. At chili føles så stærk skyldes faktisk at capsaicin stoffet påvirker nerverne i munden som reagerer på varme og smerte. Det er ikke en smag der forårsager dette, men nærmere en smertepåvirkning. Kroppens naturlige reaktion er at forsøge at nedkøle, hvorfor man kan begynde at svede og blive rød i hovedet. Capsaicin er ufarligt for maven, hvilket blandt andet er tydeligt fordi fugle ikke kan mærke styrken i chilier.

Undgå dog at drikke vand efter at have indtaget en stærk chili, da dette vil styrke effekten fordi vandet spreder capsaicin rundt i munden, hvorimod det opfanges af fedtmolekyler. Derudover bør man være opmærksom på at tygge chilien godt før man synker den, da den ellers er hård for maven at fordøje, hvilket for mange kan føles ubehageligt.

 

Køb af chili frugter

Ingen chili smagning uden chili frugter. De helt stærke chilier finder man næppe i landets supermarkeder, men nærmere på internettet samt i specielle butikker, fx asiatiske. Her kan du også spørge dig til råds om hvilken chili netop du bør vælge. Bemærk at udvalget af chili – ligesom andre frugter – afhænger af sæson. Således kan det i vinterhalvåret være en større udfordring at finde de chilier, som du søger. Derfor fryser mange chili frugter ned så de kan holde sig om vinteren. Frugterne bliver blødere, men der er stadig rigeligt med smag i.

Hvis du vil købe chili frugter online, så kan du blandt andet se udvalget hos fuglebjerggaard.dk. Her kan man blandt andet finde et enormt udvalg af chili frø – ideelt for dem, som vil prøve at gro sine egne chili frugter.


Om forfatteren

Bo Andersen

er en af initiativtagerne til E-magazine, da han er lidt af en iværksætter med trang til at skabe noget nyt. Han interesserer sig primært for IT og udvikler til daglig hjemmesider og har mange års erfaring i IT branchen. Derudover rejser han Europa tyndt da han elsker at opleve nye steder og kulturer.



Back to Top ↑