Programmering

Skrevet 27. juni 2016 af Bo Andersen

Lær at programmere – Sådan gør du

Kunne du tænke dig at lære at programmere? Hvordan kommer man egentlig bedst i gang, og er det ikke alt for svært? Kan man programmere uden at være god til matematik, og er det ikke kun for nørder? Disse er nogle af de gængse spørgsmål der stilles af folk som ikke før har stiftet bekendtskab med programmering. Denne artikel vil besvare disse spørgsmål ved hjælp af en softwareudvikler med megen erfaring i IT branchen. Således vil artiklen give gode råd til, hvordan man bedst kommer i gang med at lære at programmere, samt hvad man bør være opmærksom på før man går i gang; dermed er dette ikke en guide til selve det at lære at programmere.

Udemy

Programmering er nemmere end de fleste tror

Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at programmering er nemmere, end mange tror. Således skal du ikke opgive alt håb ved synet af et stykke kode; programmering kan for mange virke fjernt og meget komplekst, blandt andet på grund af alle de mystiske tegn og symboler. Ser man på kode som helhed kan det være svært at forstå, men hvis man ser på de enkelte separerede linjer, så vil man hurtigt delvist kunne gennemskue hvad et stykke kode gør. Dette er dels fordi kode er struktureret i små bidder af atomare instruktioner, hvilket betyder, at det er sammensætningen af disse instruktioner der udgør den kode som udfører et stykke arbejde. Derudover har udviklere megen kontrol over navngivning af elementer i koden. Eksempelvis kunne en såkaldt variabel hedde ”farve”, hvilket er let at gennemskue hvad indeholder. Det er dog udviklernes eget ansvar at give meningsfulde navne i koden. Gode udviklere er dog gode til at navngive og dokumentere den kode de skriver, så kode vil ofte være let læseligt, selv for personer med ingen eller minimal erfaring med programmering.

Der er klart definerede regler for, hvordan kode kan strukturers. Den specifikke sammensætning afhænger af hvilket programmeringssprog der er tale om. De fleste programmeringssprog bruger dog de samme grundprincipper, hvorfor det for det meste er trivielt at lære at nyt sprog, når først man forstår disse principper. Matematik ser også kompliceret ud i starten når man ikke kender reglerne for syntaksen – dvs. hvordan de forskellige tegn kan kombineres. Når man lærer disse regler, begynder det samme matematik som før var komplekst at være forståeligt, fordi man da forstår hvad de enkelte tegn betyder. Præcist samme princip er gældende i programmering; et stykke kode som virkede uigennemskueligt for en time siden, kan pludselig være let læseligt. Det er blot et spørgsmål om at gøre en indsats.

 

Viljestyrke, vedholdenhed og tålmodighed

Det er vigtigt ikke at blive skræmt når man ser et stykke kode for første gang. Programmering kan virke meget komplekst i starten, mens selvsamme stykke kode kan være fuldt forståeligt senere samme dag. Derfor er det vigtigt at være vedholdende samt at have viljestyrke og tålmodighed. Programmering er fantastisk når man laver noget der virker samtidig med, at man gør det på fornuftig vis. Dog skal det pointeres, at det samtidig kan være yderst frustrerende når man ikke kan få noget til at virke, når det nu ser helt rigtigt ud efter ens egen bedste overbevisning. Vil man programmere systemer af moderat størrelse og kompleksitet, vil dette utvivlsomt forekomme. Dette kan tage modet fra mange, så i disse situationer er det vigtigt at være stædig og vedholdende – ellers vil det være meget svært at programmere på andet end hobby basis. Dette kan dog sagtens være sjovt og brugbart, så man behøver bestemt ikke gøre det til sin levevej at programmere.

Det er dog vigtigt at være forberedt på, at programmering i starten kan være forvirrende, fordi hvor skal man egentlig starte? I afsnittet nedenfor henvises til en række resourcer, hvor du kan påbegynde din læring.

 

Din personlighed påvirker læringsprocessen

Det er individuelt hvordan man bedst lærer ny viden. Nogle lærer bedst ved at blive guidet punkt efter punkt, mens andre blot skal styres i den rigtige retning, hvorefter de selv opsøger den nødvendige information. Hvis du er typen som har det bedst med at blive guidet hele vejen igennem læringsprocessen, så vil det være en god idé at finde et online kursus i programmering for begyndere, som præcist og udførligt forklarer de enkelte punkter i processen. Hvilket kursus du skal tage afhænger af, hvad du ønsker at programmere. Der er eksempelvis forskel på at programmere til mobile enheder såsom smartphones og at lave hjemmesider.

Er du derimod typen der skal have fingrende ned i koden med det samme og hellere vil eksperimentere, så vil det være en god idé at finde nogle gode online artikler som er mere kortfattede og specifikt forklarer det, du skal vide. Det er dog bedst at starte med en guide (på engelsk kaldet ”tutorial”) som punkt for punkt forklarer de mest grundlæggende principper i det respektive programmeringssprog. Herefter er det mere ligetil at eksperimentere og prøve sig frem med hjælp fra artikler på internettet.

 

Afsluttende bemærkninger

Selvom der er danske bøger og artikler om, hvordan man lærer at programmere, så vil du opleve at langt det meste materiale er på engelsk. Således er det en stor fordel at kunne læse og forstå engelsk på et fornuftigt niveau, selvom man også kan finde svar på mange programmatiske problemer med blot at studere kode eksempler på internettet.

Essensen i at lære at programmere er, at succeskriteriet i høj grad er, at du er tålmodig og vedholdende. Programmering er fantastisk når det, man prøver at lave virker, men kan derimod være ekstremt frustrerende, når det ikke virker. Det er en del af gamet, og det kan ikke undgås, at du vil opleve sådanne situationer. Derfor kræves en vis portion tålmodighed og stædighed, hvilket du bør være afklaret med på forhånd.

Et godt råd er at undersøge, om du kender nogle som har erfaring med programmering. Dette vil gøre det nemmere at komme i gang og få sat dit udviklingsmiljø op (installation af programmer osv.). Programmering er løsning af mange små problemer, og du vil efter noget tid være i stand til selv at løse de fleste af de problemer der vil opstå. I starten vil det dog være en god idé at finde en der har erfaring på området, eller tage et kursus for begyndere, hvor punkter beskrives i detaljer.


Om forfatteren

Bo Andersen

er en af initiativtagerne til E-magazine, da han er lidt af en iværksætter med trang til at skabe noget nyt. Han interesserer sig primært for IT og udvikler til daglig hjemmesider og har mange års erfaring i IT branchen. Derudover rejser han Europa tyndt da han elsker at opleve nye steder og kulturer.



Back to Top ↑